Ruten har store naturoplevelser, et historisk islæt og kulturelle oplevelser. Vi kan nyde udsigten fra bakkerne på Randbøl Hede, besøge Egtvedpigen, se landskabsskulpturerne i Tørskind Grusgrav, gå langs den gamle vikingebro ved Ravning og nyde Engelsholm Slot. Passager af ruten køres på grusvej.

Fra Randbøl starter vi i det kuperede terræn sydover ad national cykelrute 3 - Hærvejsruten, hvor vi kører gennem den østlige del af Frederikshåb Plantage. Vi drejer mod vest og følger plantagens sydside ind mod Frederikshåb, hvor der er mulighed for at handle. Her kører vi kort på den meget trafikerede vej mod Billund, inden vi drejer sydpå mod Fitting og Randbøl Hede. Ved Randbøl Hede er der god grund til at stille cyklen og strække benene. Man kan fx gå en tur til Stoltenbjerg som er som er områdets højeste punkt på 88 moh.

Vi følger ruten indtil vi støder ind i national rute 3 igen og kører mod øst indtil vi kommer til et kryds ved en større vej. På den anden side kan vi se skiltet for regional rute 62, som gennem et lille stykke på grus fører os skiftevis gennem åbne landskaber og ind i skygge fra træerne fra de små plantager i området. Efter Tågelund indstiller vi os på et længere stræk på grusvej, inden vi passerer Ribe Landevej.

Anstrengelserne på grusvejen bliver belønnet af et kuperet landskab med rigtig dejlige udsigter over marker, træer og hyggelige huse. Vi følger ruten forbi folde med heste, indtil du støder ind i regional rute 35, som snor sig nord gennem Egtved Skov, hvor bøgegrenene giver skygge over vejen, indtil vi kommer ud af skoven og får en glimrende udsigt ud over det fine landskab og søen i dalen.

I Egtved bliver vi ikke sparet for bakker på vej op mod centrum, hvor der er mulighed for at handle og gå lidt rundt. Selvom der i centrum er skilte mod Egtvedpigens grav, kan vi sagtens blive på ruten, for den fører os også forbi attraktionen, hvor der er opstillet et lille skur der fortæller om fundet.

Herefter fortsætter vi gennem det rigtig bakkede landskab forbi Refsgårde, hvor der er mulighed for Put’n’take-fiskeri og besøge det lokale fiskerøgeri eller måske stige af cyklen og følge en lille natursti ud fra området.

Ved Vork er der en lang bakke, men her er et godt udsigtspunkt og et bord, hvor medbragt mad kan nydes. Herfra er der også mulighed for at besøge Tørskind Grusgrav, der indeholder nogle imponerende landskabsskulpturer og en af Vejleegnens absolut bedste udsigter fra bagsiden af den tidligere grusgrav.

Så snart vi har fået pusten igen skal vi gennem Vork Bakker, som ikke lover mere end de kan holde, og det må vi håbe at benene gør. Vi kører lige forbi Ravning vikingebro, hvor vi kan holde en pause ved Ravnings nedlagte stationsbygning. Her er der mulighed for at gå på toilet og nyde den medbragte mad - og der er også en veltilrettelagt primitiv overnatningsplads.

Her krydser vi også Bindeballestien og fortsætter af regional rute 35 , som fører os nordpå. Efter Ravning passerer vi den meget trafikerede Bredstenvej, inden vejen drejer ned mod Engelsholm Slot, hvor vi har brug for de solide dæk, når vi kører på grus og brosten et stykke tid. Vi kører den lidt ufremkommelige vej, fordi slottet, som i dag huser en højskole, er smukt, og på vejen kommer vi også forbi et glasgalleri, som også er et besøg værd (også uden for åbningstid).

Slottet og glasgalleriet ligger lige ud til Engelsholm Sø, som vi via Sødover kører nordom. I Engelsholm holder vi tungen lige i munden for at følge cykelruten som igen fører os ud til national cykelrute 3, som vi følger gennem Gødding Skov tilbage til Randbøl.

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 54 km
Asfalt: 54 km
Grusveje og stier: 0 km

Relaterede cykelruter og cykelture

Skriv en kommentar