Det er noget helt særligt at være på cykelferie. Du oplever naturen på en helt anden måde end hvis du kører i bil.

Har du overvejet at tage på en cykelferie, men er lidt i tvivl om, hvordan du skal planlægge det? Så er denne guide lige netop skrevet til dig.

Hvis du gerne vil ud på en længere cykeltur med overnatning undervejs og have lidt inspiration til, hvordan du kommer afsted, så læs med.

Cykelferier er en rigtig god måde at opleve verden på uanset om du overnatter i telt, på vandrehjem eller på et hotel.

Det behøver ikke kræve de store investeringer i nyt udstyr for at komme ud på eventyr. Du kan sagtens komme i gang med det helt basale udstyr, men der er naturligvis nogle enkelte ting, som gør din cykelferie mere behagelig.

Hvilket udstyr du vælger afhænger naturligvis af, hvor du har tænkt dig at cykle hen, hvor langt du vil cykle og hvor komfortabelt din cykelferie skal være.

Cykelferie for begyndere
Cykelferie for begyndere

Men lad os dykke direkte ned i det, så du kan få en god tur!

Hvorfor tage på cykelferie?

Cykelferie er en god måde at opleve verden på. Du kommer ned i tempo (særligt i modvind og op ad bakke). Du oplever naturen og omgivelserne på nærmeste hold samtidig med at du får frisk luft.

Der er ikke noget bedre end mærke vinden i ansigtet, mens du selv transporterer dig fra sted til sted. Det er let lige at holde ind til siden, hvis du finder et sted du bliver optaget af eller som ser lækkert ud.

Når du er på cykelferie med andre, så får du masser af hyggelige stunder. Særligt når I kan følges af på cykelstierne og køre ved siden af hinanden, så er der basis for mange dejlige snakke.

“Når man cykler, er man fri. Man er fri for mobiltelefonen. Man cykler bare. Det kan være kort eller langt og alle kan være med; tykke, tynde, unge og gamle. Jeg tror, det er rigtig sundt at komme ud i naturen, om man så cykler, sover i naturen eller laver mad der, så bare komme lidt væk fra hverdagen. Naturen i Danmark er meget tilgængelig for alle og kræver ikke nødvendigvis det store udstyr.”

Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet

Det gode ved cyklen er også, at du kan komme frem overalt, og der er ikke noget bøvl med at skulle parkere. Det gør det let at komme helt ud i naturen eller rundt i de lidt mindre steder i byerne.

Og du behøver jo ikke lade dig begrænse af cyklens rækkevidde. Det er let at tage cyklen med fx på bilen eller med det offentlige. Der er fx gode muligheder for, at du kan have din cykel med i toget.

“Det er godt at cykle overalt, hvor man kan komme frem med sin cykel. Selvom det er godt at følge en rute, så behøver man ikke altid være så fastlåst. Nogengange kan man også bare cykle og se, hvor det bringer en hen. Eller tage toget eller bilen med cyklen bagpå og køre til et nyt naturområde og udforske. Og på cykel når man - selv i et roligt tempo - langt på omkring 2-3 timer.”

Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet

Cykelferie i Danmark

Danmark er et rigtig godt land at tage på cykelferie i. Der er utrolig mange skiltede cykelruter i Danmark. Det gør det let at planlægge gode ruter på din cykelferie.

Der er i alt 11 nationale cykelruter og et hav af regionale cykelruter, så du kan finde gode cykelruter overalt i Danmark. Så du kan faktisk nyde en cykelferie i Danmark overalt.

Du kan sagtens planlægge dine egne ruter, men fordelen ved at udnytte de skiltede ruter er, at de er anlagt til cyklister, så der er gode forhold - og de bringer dig forbi mange smukke steder i Danmark og forbi nogle af de interessante seværdigheder.

Når du har valgt et sted i Danmark, du gerne vil tage cyklen på ferie, så kan du fx bruge udinaturen.dk eller DenmarkByBike til at planlægge din cykeltur. Fordelen ved disse steder er, at du kan finde de nærmeste bålpladser og overnatningsmuligheder uanset hvor du er i Danmark.

Det kan godt være lidt besværligt at planlægge turen på skærmen, så du kan også finde et cykelkort over Danmark, som du kan bruge. Det er lidt lettere at lægge ud på bordet og få overblik over det hele.

Men der er naturligvis stadig nogle ting, du skal være opmærksom på.

Børn på cykelferie

Det er oplagt at tage familien med på en cykelferie. Det er min oplevelse, at børn elsker at være med på cyklen, hvis man får planlagt turen, så det passer til deres kræfter.

Du får rørt dig sammen med børnene, men ikke mindst så er det også pauserne undervejs, som kan skabe lidt familiemagi. For selvom der kan være langt op ad bakkerne, så er det utroligt hvor meget energi børnene kan have i pauserne.

Du skal selvfølgelig planlægge ruten, så den passer med dine børns alder. Du kan lade dig inspirere af, hvor langt børn kan cykle og børnevenlige cykelruter.

Der er også plads til mindre børn på cykelferien, men der kan de kræve lidt ekstra udstyr som fx en cykelanhænger eller et cykelsæde til børnene.

Du kan sagtens have børn med på cykelferie. Det er fantastiske at være på cykelferie med familien, men måske skal det planlægges lidt mere i detaljer. Børn på cykelferie.

Planlægning af cykelferien

Det kan betale sig at planlægge din cykelferie på forhånd. Men du skal også huske at have mulighed for at være spontan undervejs.

Det er imidlertid træls at stå midt i skoven med trætte børn, hvis det primitive overnatningssted allerede er optaget. Derfor kan det betale sig at være lidt konservativ, når du planlægger rutelængden.

Der kan ske så meget i løbet af en cykeldag. Der kan være et fantastisk sted, hvor I bare må stoppe op. Der kan være punkteringer, modvind eller regnvejr.

Det gælder især, hvis du er begynder på cykelferie, at det er sjovest og hyggeligst, hvis der er overskud.

Pakkeliste: Hvad skal man huske til turen?

Når du skal pakke din bagage til turen, så kan det godt betale sig at tænke sig om. Hvad du skal have med afhænger naturligvis af, hvor mange dage du skal cykle, og hvordan du gerne vil overnatte.

Men husk at holde bagagen på et minimum - særligt hvis du selv forventer at skulle køre med det på hele turen.

Her er nogle af de ting du skal overveje at skrive på din huskeliste til cykelturen.

  • Mad og drikke.
  • Kogegrej. Hvis du vil lave mad i det fri, så skal du have basale køkkenting med. Du kan klare dig med en gammel gryde og en pande, men du kan også fx overveje fx en Trangia, som er rigtig smart. Du skal også huske bestik, en kniv og en ske til gryden. Men du kan altså sagtens lave dejlig mad på din cykeltur.
  • Toiletpapir og håndsprit. Du kommer helt sikkert til at savne toiletpapir på et tidspunkt, hvis ikke du har det med. Samtidig kan du ende steder, hvor du ikke lige kan få vasket hænderne grundigt. Der kan en lille håndsprit være gavnlig.
  • Værktøj og lappegrej. Hvis uheldet er ude, så skal du bruge værktøj til at skifte slange, lappe cyklen, spænde skruer mv. Du skal også bruge en pumpe, hvis du skulle være uheldig at punktere. Du kan købe nogle smarte multiværtøj og små cykelpumper, som er lette at have med, når cyklen driller lidt. Og cyklen vil helt sikkert drille lidt.
  • Spændebånd og strips. Strips eller spændebånd er smart til at spænde ting fast på cyklen. Af en eller anden grund, så får man altid brug for det.
  • Sikkerhed. Du skal naturligvis huske at tænke på sikkerheden undervejs. Cykelhjelm er helt nødvendig, og cykellygter kan også være rigtig gode at være med - også selvom du ikke forventer at cykle om aftenen. Det kan jo være, at det bliver nødvendigt, eller I pludselig får lyst til en lille aftentur. Vi har skrevet et forslag til en pakkeliste til cykelferien og cykelturen, som du kan lade dig inspirere af.

Bagage på turen

Du skal jo have pakket det enten på cyklen eller dig selv. Jeg vil klart anbefale, at du først og fremmest pakker tingene på cyklen.

Du kan bruge din cykelkurv og dit bagagebærer, men det kan virkelig betale sig at låne nogle klassiske cykeltasker. Det giver den bedste stabile cykel.

Du kan sagtens spænde ting fast med elastikker på cyklen. Der er også kommet nogle smarte bikepacking-tasker frem på det seneste, hvor du kan spænde tingene fast på stellet. Det kræver imidlertid, at du kan pakke ret minimalistisk.

Jeg har flere gange kørt med rygsæk, men det er der flere ulemper ved. Først og fremmest så begynder du at svede helt vildt på ryggen, hvilket hurtigt bliver koldt, når du holder pause. Endnu værre så trykker rygsækkens vægt dig ekstra ned i sadlen.

Jeg har skrevet mere om, hvordan du pakker cyklen til en cykeltur, men husk at tingene skal pakkes vandtæt.

Overnatning på cykelferien

Du har flere muligheder, når du skal vælge, hvordan du vil overnatte på cykelferien.

Telt, sovepose og liggeunderlag skal du vælge ud fra destination, årstid og vejrudsigt. Vælg et let telt til længere ture.

Cykel ved siden af telt på cykelferie.
Telt med på cykelferien kan slås op mange smukke steder.

Du kan også spare teltet væk og overnatte i shelters. Danmark er et rigtig godt land at være på cykelferie i. Du kan vælge alt mellem at overnatte primitivt i telt eller shelter, eller du kan vælge at bo på andrehjem, bed & breakfast, kro eller hotel.

Ulempen ved fx at sove i telt er, at du skal have meget mere udstyr med. Til gengæld kan du lave en ret billig tur, og det er herligt at overnatte i naturen.

Vi har skrevet en uddybende guide til overnatning på cykelferie.

Valg af cykel: Hvilken cykel bør man have?

Du kan sagtens tage på cykelferie med din egen cykel. Det er en god ide at sørge for, at den er justeret inden du tager afsted.

Det vigtigste ved cyklen er, at styr, sadel og højde er indstillet korrekt til dig, og at cyklen er tjekket og velsmurt fra start. Hvis sadlen sidder for lavt, så bliver du træt i benene. Hvis den sidder for højt får du ondt i numsen.

Igen handler valget af cykel naturligvis om, hvilken type cykelferie du gerne vil på, og hvor meget bagage du forventer at cyklen skal transportere.

En racercykel er ikke særlig velegnet, hvis du vil have meget bagage med og have friheden til at køre på grusstier, mens en mountainbike ikke nødvendigvis er så velegnet, hvis hele ruten er på asfalt.

Du kan købe deciderede turcykler, men en helt almindelig cykel kan fungere rigtig godt på cykelferien. Jeg har skrevet en guide til forskellige cykeltyper til cykelturen med fordele og ulemper.

“Du kan egentlig cykle på alt, der har to hjul og nogle pedaler. Det vigtigste er, at man kommer ud og afsted. Men jeg vil altid råde folk til at gå ned til cykelhandleren og få frisket cyklen op, så man er klar til en tur. Derudover så er der ingen tvivl om, at hvis man køber kvalitet, så holder det længere og er bedre - så det vil jeg altid råde til. Og husk en flaske vand og lidt et stykke frugt el. lign. til et pit-stop undervejs.”

Klaus Bondam, direktør for Cyklistforbundet

Tøj til cykelturen

Igen kan det gøre din samlede cykeloplevelse meget bedre, hvis du tænker lidt over, hvilket tøj du har taget med. Husk at det kommer til at regne uanset, hvad vejrudsigten siger.

Det kan være en fordel at have et par cykelbukser, hvor der er en lille pude i. Der er mange forskellige løsninger, men du skal finde nogle bukser som du synes er rare at cykle i.

Jeg medbringer altid tøj af merinould, fordi det er godt til at regulere kropstemperaturen i både varme og kulde. Samtidig kommer det ikke så hurtigt til at lugte fordi uld er selvrensende, og kroppen ånder let.

Du kan jo overveje om ikke det er nok at have et sæt tøj med på din tur. Så får du reduceret bagagen væsentligt.

Jeg har skrevet en guide til påklædning på cykelturen.

Væske undervejs på turen

Det er vigtigt at have vand nok med. På mange cykler sidder der en lille drikkedunk-holder. Det synes jeg selv er rigtig rart, fordi det er let at komme til undervejs på turen.

Du kan altid fylde dunken op undervejs, fx hvis du kommer forbi kirker, så er der ofte adgang til drikkevand.

Hvor langt kan jeg cykle om dagen?

Når du er på cykelferie skal du huske at overveje, hvor langt du kan cykle om dagen. Du skal huske at regne lidt konservativt med tempoet, da du kører med oppakning. Husk også at tage højde for, hvem du cykler med. Hvis du har en smuk ruter, så får du helt sikkert også lyst til at tage en del pauser. En tommelfingerregel, hvis det er voksne, der cykler er formentligt, at I kan cykle omkring 10-15 km/t.

Hvilket udstyr har jeg brug for?

Du behøver ikke at skulle købe alt muligt nyt udstyr for at tage på cykelferie. Men der er nogle ting, der kan være rare at have med på turen. Tjek artiklen.

Tips til cykelferien

Vi har skrevet en grundig guide, hvor du får mange tips til din cykeltur.

Artikler i kategorien cykelferie

Artikler med tagget cykelferie

Planlæg cykelruten hjemmefra

3 minutters læsning

Grundig planlægning af cykelturen og cykelferien kan gøre tingene lettere, men planlæg også muligheden for at være spontan.

Påklædning til cykelturen og cykelferien

2 minutters læsning

Man kan sagtens cykle i almindeligt tøj, bare det ikke strammer. Men typisk er det mere behageligt at køre med rigtigt cykeltøj - som minimum et par cykelbuk...

Valg af cykel til cykeltur og cykelferie

2 minutters læsning

Feriecyklen kan både være en decideret turcykel, men du kan også bruge din hverdagscykel. Du skal bare sørge for at vælge en fornuftig rute.

Skriv en kommentar