De naturmæssige oplevelser ligger som perler på en snor på regional cykelrute 14, som også fungerer som forbindelsesled med syv andre cykelruter.

Ruten starter så snart du har gået en tur i parken ved herregården Rosenholm, der er en af Danmarks smukkeste renæssancegårde, og kigget lidt nærmere på Hornslet Kirke, der bl.a. indeholder et usædvanligt kalkmaleri fra midten af 1200-tallet.

Vest for Hornslet kører du gennem Sophie Amaliegård Skov, hvor du i en lysning i skoven kan se et tydeligt voldsted omgivet af en voldgrav, eller hvor du bare kan nyde skovens varierede flora. Efter skoven fortsætter ruten mod vest på en større moræneflade med landbrug. Efter Ødum ændrer landskabet tydeligt karakter. Du får lov at arbejde for at komme op igen efter at have været nede ved Spørring Å, men husk at nyde udsigten over engene i Lilleådalen som er afgrænset af høje skovdækkede dalsider.

Efter op- og nedturene fortsætter ruten på et fladt, højt beliggende område mod Haldum, hvor man kan sætte sig og kigge på bybrønden, som blev genindviet i slutningen af det seneste årtusinde. Forfrisket fortsætter du mod Norring Vesterskov, hvor du kører et kortere stykke på grusvej gennem det ret kuperede skovareal under den østlige del af området under godset Frijsenborg. Du fortsætter på mindre veje mod den smukt beliggende Lading Sø i den sydlige del af Frijsenborgs udstrakte arealer.

Efter Skovby drejer vi efter kirken i Storring, hvor vi nyder udsigten over markerne, mens vi ruller nedad bakken. Landskabet er præget af en markant smeltevandsdal, hvis sydlige dalside rejser sig omkring 100 meter over dalbunden. Anstrengelserne ved at køre op ad bakkerne syd for dalen betaler sig, for udsigten over dalen og mod øst over Århus er strålende, og benene kan slappe lidt af, når det bagefter går nedad igen mod den fredede Jeksendalen (en af bakkerne har en hældning på 17%). Jeksendalen blev dannet, da isen smeltede efter den sidste istid, og den er et glimrende eksempel på, hvilket landskab rindende vand kan lave. I Jeksendalen kan du tage en vandretur eller nyde dine medbragte forfriskninger på et af de mange gode steder i dalen.

Selvom det er lidt bakket, skal du spare kræfter til at rette cykelhjelmen op, så du kan nyde landskaberne, for oplevelserne er ikke slut endnu. Der er ikke langt herfra til den fredede Stilling-Solbjerg Sø, som er en langstrakt dobbeltsø, der gemmer sig i en slynget tunneldal. For rigtigt at nyde søen kan du afsætte tid til en vandretur langs søen. Ruten fortsætter ad grusvej gennem Pilbrodalen, som er en smal og dyb smeltevandsdal. I Pilbrodalen kan du tydeligt se den bølgende dalbund, som er karakteristisk for denne daltype. Dalbunden er i stor udstrækning kær og mose, og vegetationen på de stejle dalsider består overvejende af skov og overdrev.

Ruten fortsætter lettere kuperet mod Odder, hvor du kan besøge egnsmuseet der er indrettet i en gammel vand- og dampmølle nær bymidten ved Odder Å, eller du kan på vejen mod Rørht tage en pause i en 8 ha stor økologisk have med bl.a. krydderurter, hønsegård og område med dyr og legeplads.

Efter Odder kommer du tæt forbi Herregården Rathlousdal, der ligger smukt i udkanten af et skovområde i Odder Ådal. I 1773 blev der anlagt en udstrakt park omkring gårdens hovedbygning, som nu er nedrevet. Parken indeholder mange sjældne træer. Det er oplagt at tage en vandre tur og se de bevarede bygninger og hele arealet, som er et smukt eksempel på et dansk herregårdslandskab.

Efter Odder fortsætter ruten ud til kysten, hvor den får kontakt med den nationale cykelrute 5 ved Rude Strand. Syd for Rude Strand er der en god badestrand, hvor du kan køle varme fødder og slikke lidt sol.

Seværdigheder

  • Herregården Rosenholm
  • Sophie Amaliegård Skov
  • Norring Vesterskov
  • Lading Sø
  • Jeksendalen
  • Stilling- Solbjerg Sø
  • Odder
  • Den Økologiske Have
  • Herregården Rathlousdal

Kort over Regional Rute 14: Hornslet - Hinnerup - Odder - Rude Strand

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 69 km
Asfalt: 69 km
Grusveje og stier: 0 km

Skriv en kommentar