Det brusende Vesterhav er din tro følgesvend på dette delforløb af den nationale cykelrute nummer 1, Vestkystruten, der bringer dig 110 kilometer fra fiskerbyen Thyborøn til Nymindegab.

Du kan starte cykelturen ved Thyborøn Havn, der giver et indblik et af byens vigtigste erhverv, fiskeriet. Havnen blev anlagt efter, at havet havde gennembrudt Agger Tange i 1915. Du kan også besøge nogle af Thyborøn-fæstningens 64 bunkere, hvor der bl.a. er et par museer, og Kystcenteret Thyborøn, der giver et indblik i menneskets færd og overlevelse på havet og ved kysten.

Herfra kører køres sydpå ned ad Harboøre Tange, der er fredet for at sikre de lave strandenge og rige fugleliv. Du kommer forbi Flyvholm, som var en af Danmarks første redningsstationer og nu er indrettet som museum. I stenalderen ville du have haft behov for en vandcykel for at køre her, da vandet dengang gik helt ind til skrænterne ved Engbjerg Kirke.

Landet har senere hævet sig, og et af resultaterne er Ferring Sø. I Ferring kan du se et museum med maleren, Jens Søndergårds, malerier, der er inspireret af udsigten over havet og de bratte lerskrænter omkring Bovbjerg. En kort afstikker til Bovbjerg Fyr gør oplevelsen komplet. Herfra kan du se de høfder, hvoraf de tidligste blev bygget i 1875, som skal beskytte kysten mod yderligere nedbrydning. Ved fyret ligger den velbevarede bronzealderhøj, Hesthøj.

Mellem Bovbjerg og Husby Klitplantage kommer du igennem Trans, Fjaltring og Torsminde, som er nærmere beskrevet under den regionale cykelrute 17 (Nissum Fjord Rundt).

Efter Husby nærmer du dig Vest Stadil Fjord, der nu er fredet. I midten af 1800-tallet blev fjorden afvandet til landbrugsjord, men den nordlige del af området er ved at blive genoprettet, og vandstanden er stadig stigende. Fjorden har international betydning som rasteplads for gæs, ænder og svaner. Fortsæt herfra til Søndervig, som er en attraktiv badeby. Ikke så langt fra byen ligger den lille landsby, Kloster, hvor du bl.a. selv kan dyppe stearinlys.

Den første del af stien mellem Søndervig og Hvide Sande følger den gamle redningsvej på klitternes østside. Nord for slusen i Hvide Sande ligger den store klit, Troldbjerg, hvor der bl.a. er en gammel observationsbunker fra anden verdenskrig og en gammel signalmast, som indtil for nylig blev anvendt til at varsle skibe om nødvendige vejrforhold.

Hvide Sande er Danmarks femte største fiskerihavn. Tag en tur forbi havnen, hvor der er mange forretninger og restauranter, og besøg Fiskeriets Hus med det store Vestkystakvarium og forskellige udstillinger om fiskeriets udvikling.

I Haurvig ligger Abelines gård, der er en klitgård fra 1870. Gården viser, hvordan livet var på en strandfogedgård på Holmsland Klit i gamle dage. Fra Haurvig fortsætter du sydpå til slutningen af denne rutebeskrivelse ved Nymindegab. Herfra kan du køre ud til Danmarks mest berømte fuglereservat, Tipperne, som er en vigtig rasteplads for trækfugle. I den nordligste af de to store røde bygninger øst for vejen, er der indrettet et udsigts- og udstillingsrum, hvor du kan blive klogere på fuglelivet og anvendelsen af området.

Seværdigheder på denne del af Vestkystruten

  • Bunkers Museum
  • Kystcentret Thyborøn
  • Sneglehuset
  • De Røde Barakker
  • Jyllandsakvariet
  • Flyvholm Redningsstation
  • Jens Søndergårds Museum
  • Bovjerg Fyr
  • Strandingsmuseet i Thorsminde
  • Husby Klitplantage
  • Vest Stadil Fjord

Hvor lang er Vestkystruten?

Vestkystruten er i alt 560 kilometer fra Skagen til Rudbøl.

Danmarks nationale cykelrute 1, Vestkystruten, går langs hav, skov og fjord, den danske Nordsøkyst og UNESCOS verdensnaturarv Vadehavet. Det er en af Danmarks længste skiltede cykelruter og går gennem noget af det skønneste og mest varierede natur i Danmark.

Jeg har også lavet en samlet beskrivelse af Vestkyststien.

Kort over National Rute 01: Vestkyststien fra Thyborøn til Nymindegab

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 110 km km
Asfalt: 78 km km
Grusveje og stier: 32 km km

Skriv en kommentar