På denne del af den nationale cykelrute 2 oplever vi alt fra strand og herregårdslandskaber til skovtætte ådale og lynghedearealer. Den varierede rute forbinder flere af Jyllands historiske knudepunkter, hvilket giver rig mulighed for gode byoplevelser som afveksling til de snørklede landevejsstrækninger.

På vej med færgen fra Sjælland ind mod havnen nærmer vi os Ebeltoft vindmøllepark. Anlægget består af 16 vindmøller placeret på en mole, samt to større møller på land. Der er adgang til selve mølleområdet og gennem store vinduer kan man kigge helt ind til de tekniske installationer.

Du kan læse mere om stykket mellem Ebeltoft og til Hevring under den nationale cykelrute 5. De to ruter følges nemlig hele vejen rundt på Jyllands næse.

I Hevring skilles de to ruter igen, idet vi kører over Østerengsgrøft mod Allingåbro. På vejen kommer vi gennem Stenalt skov og forbi Stenalt Gods, som ligger idyllisk i skovkanten i en park med søer, vandløb og broer. Godsets historie går tilbage til 1200-tallet, og i parken står stadig et gammelt egetræ fra dengang med en 6 meter tyk stamme.

I Allingåbro kan igen købes friske forsyninger på turen. Byen byder desuden på et jernbanemuseum i den gamle stationsbygning. Man kan også leje kano til en tur på Alling Å og Grund Fjord, eller variere cykelturen med en tur på skinnecykel gennem det østlige Djurs. Skinnecyklerne kører jernbanen langs ruten 17 kilometer mod Randers, og det kan faktisk lade sig gøre at medbringe sin egen cykel. Er man stadig til jernbaner efter alt dette, kører et gammelt damplokomotiv på udvalgte dage stadig turen ind til Randers by og den tropiske zoologiske have, Randers Regnskov.

Næste stop på ruten kan være den bevaringsværdige landsby, Uggelhuse. Her kan man gå helt ned til en bro ved siden af lystbådehavnen og nyde udsigten ud over den smalle fjord, som vi følger hele vejen ind Randers. To km fra Randers centrum er der mulighed for at tage en lille afstikker ud til en opstillet forhindringsbane lige syd for fjorden. En gåtur rundt langs banen tager ca en halv time, men folk i alle aldre kan nemt bruge længere tid i det bakkede område. For at komme hertil drejes af ved Kristrup Engvej mod Neder Romalt. Ved nummer 20 fører en lille vej syd over jernbanen lidt op ad en bakke, hvor der er et klatretårn. Klatretårnet er privat, men i en cirkel rundt om tårnet i de høje skråninger i området ligger forhindringsbanen.

I Randers by gives guidede rundture i hestevogn eller til fods. Byens historie byder på beretninger om konger og herremænd, købmænd og håndværkere og om det moderne liv i købstaden. Helt gratis kan man også vælge selv at følge den 2,5 km lange stjernerute, som viser vej forbi byens kulturelle og historiske seværdigheder. Følg stjernerne, som er markeret i fortovet.

Som den eneste by udenfor USA har Randers også sit helt eget stationære Elvis Presley museum. Museet er baseret på en stor samling Elvis-effekter, som tilhører formanden for Elvis-fanklubben i Danmark.

Ikke langt fra Randers kommer vi forbi Fussingsø og det gamle Fussingø slot. I det bakkede område omkring slottet og søen er anlagt flere stier og afmærkede vandreruter, som er offentligt tilgængelige. Herfra kan man f.eks gå til den gamle Fussing Vandmølle eller til Thomasbakke, hvorfra der er fint udsyn ud over området. Der er adgang til badning i søen fra en mindre offentlig badeplads og ellers byder den i perioder på gode fiskemuligheder.

Videre på turen kører vi gennem Ørum, som ikke ligger langt fra bakkedraget, Ø, midt i Nørreådalen. Øen, som er en erosionsrest mellem to af istidens tunneldale, ligger nu som et lille, langstrakt bjerg midt i ådalen; 50 meter højere end omgivelserne. I de stejle lyngbakker kan man gå på jagt efter enebær og blåbær eller bare nyde den udsigten fra højderne. Et gammelt sagn fortæller, at Danmarks første konge, Kong Dan, som gav navn til landet, skulle ligge begravet i bakkerne i fuld udrustning.

Tilbage på ruten fører en komfortabel jernbanesti os tæt hele vejen langs Nørreå indtil vi drejer ind i Mølleådalens trætætte område mod Viborg. Her passerer vi den gamle Bruunshåb Papfabrik, hvis energiforbrug var baseret på kraft fra en vandmølle. Stedet er idag et arbejdende fabriksmuseum egnet for både børn og voksne. Museet er er åbent for besøgende i sommerhalvåret.

Ikke langt herfra når vi Viborg. Vi ankommer fra byens bedste side med udsyn op mod byens tårne og de fredelige Søndersø og Nørresø. Byens gamle og stejle gader ligger stort set uændret siden Middelalderen og er fyldt med historie fra dengang, da byen blev betragtet som Jyllands hovedby og politiske magtcentrum. Der er mulighed for at tage en rundtur med Folkebladstoget, som i en times tid kører rundt til byens seværdigheder. Turen kan kombineres med en sejltur på Viborgsøerne med båden, Margrethe 1.

Seværdigheder

  • Det Gamle Rådhus
  • Ree Park - Ebeltoft Safari
  • Kattegatcenteret
  • Djurs Sommerland
  • Stenalt Slot
  • Randers Regnskov
  • Randers Kunstmuseum og Kulturhistorisk Museum
  • Elvis Unlimited
  • Fussingø Slot
  • Ø Bakker
  • Viskum Hovedgård
  • Blomsterværkstedet Over Viskum
  • Bruunshaab Gl. Papfabrik
  • Viborg Domkirke

Kort over National Rute N2: Ebeltoft - Viborg

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 183 km
Asfalt: 183 km
Grusveje og stier: 0 km

Skriv en kommentar