Dette delforløb af N12 Limfjordsruten går nord om Limfjorden. Ruten går fra Thyborøn til Fjerritslev og følger omkring 130 kilometer asfalterede veje.

Beskrivelsen her starter i Thisted. Herfra kan du tage turen mod øst ud af byen og via Sennels og Sennels Hede ud til skrænten ned til fjorden ved Hovsør. Nyd udsigten og frihjulet ned til dæmningen, som passeres. Videre til Østerild, som nås efter et dyk under hovedvejen.

Efter Østerild går ruten på den nedlagte Thisted-Fjerritslev Jernbane.

Efter turen gennem Østerild Plantage er der et fugletårn ved P-pladsen. Snyd ikke dig selv for et kig ud over Tømmerby Fjord og Vesløs Vejle.

Ruten fortsætter til Vesløs, med blandt andet voldstedet Helledis, og videre langs med Tømmerby Fjord. Undervejs passeres Vikingegravpladsen i Højstrup. Den består af 37 små runde eller aflange høje og ca. dobbelt så mange rejste sten. Herefter svinger ruten til højre og løber langs med Vejlerne. Fra toppen af bakken før Tømmerby Kirke er der en flot udsigt.

Lige efter kirken drejer du mod øst, og nu kører du ud gennem et meget spændende fugleområde. Inden du når asfalt igen, har du passeret et fugletårn og et skjul. Har du blot lidt interesse for fugle, bør du besøge dem begge. Husk kikkerten.

Knap er du kommet ud på asfalt, før rute skiltene prøver at lokke dig til at køre ad en mindre sti. Belægningen på denne sti er dog ikke alt for god, så vi kan anbefale at tage den stille, asfalterede kommunevej, der går lige til højre for det skiltede ruteforløb. Denne vej er ikke meget længere til Vester Torup, men den er noget mere behagelig.

Ruten slutter i den lille by, Fjerritslev, som kan være en god base for at opleve den smukke natur i området.

Seværdigheder

  • Vestervig Kirke
  • Ydby Skjold
  • Doverodde Købmandsgård
  • Skyumbjerge
  • Vejlerne

Kort over National Rute 12: Thyborøn - Fjerritslev (nord om Limfjordsruten)

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 130 km
Asfalt: 130 km
Grusveje og stier: 0 km

Relaterede cykelruter og cykelture

Skriv en kommentar