Regional cykelrute 18 fra Århus til Norup på 88 km byder på en hård start, hvor du for alvor kan krumme ryggen og lege professionel cykelrytter. Men med gang i blodomløbet er du klar på en afvekslende rute med mulighed for interessante afstikkere i Kronjyllands smukke landskaber.

Vi starter i Århus i meget lavt gear. Vejen ud af byen går faktisk kun opad. Endelig ude af byen rejser den mere end en kilometer lange Lisbjergbakke sig foran os, og vi må påny bruge kræfter. Efter de første otte kuperede km drejer vi i Lisbjerg fra hovedvejen mod de mindre landeveje, som fører os gennem det maleriske østjyske landskab. Vi passerer de små byer Ølsted og Grundfør, hvis tempo er anderledes afslappende sammenlignet med Århus’ travle gader. Det småbakkede område omkring Tåstrup, Selling og Ødum byder på storslåede panoramalandskaber.

Ved Hvalløs er der mulighed for en kort afstikker til herregården Clausholm fra 1690, hvis smukke bygninger og velholdte parkanlæg er åben for publikum. Lejlighedsvis byder slottet på ekstraordinære aktiviteter, så det kan være en god ide at kontakte et turistbureau for at få det hele med. Allerede få kilometer herefter er der god grund til endnu en afstikker til Krakamarken, som er en naturskulpturpark, hvor danske og internationale kunstnere har skabt kunstværker af naturens egne materialer til åben og gratis skue for alle. Du finder parken lige overfor Brusgård Hovedgård. Parken vedligeholdes kun med nødtørftig græsslåning og skulpturerne får lov at forfalde i tråd med naturens gang, så det er med at opleve dem, mens der stadig er noget at se.

Det sidste stykke ind mod Randers følger ruten en mere trafikeret landevej. I Randers kan man bl.a. opleve Randers Regnskov, som er en større subtropisk zoologisk have, hvor man kan se dyr og planter fra regnskovene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Ud af Randers følges ruten med den nationale cykelrute 2 til Svejstrup, hvor vi fortsætter langs jernbanen og Skalsådalen, som er en større floddal med store mosearealer. Lige efter landsbyen Bjerregrav er der en fin udsigt over dalens største moseområde, Bjerregrav Mose. I Fårup drejer vi fra Skalsådalen mod rutens sidste del til Mariager og Norup. Det centrale Mariager er bestemt et besøg værd ikke mindst pga. byens smukke, velbevarede bindingsværkshuse og brolagte gader. Se desuden regional cykelrute 32 for oplevelser i Mariager.

Lige uden for Mariager kommer vi til Hohøj - en 110 m høj bakketop, hvorpå der er opført en gravhøj. Fra højen kan opleves en af Østjyllands bedste udsigter. Herefter en dejlig nedkørsel i det fortsat kuperede landskab, indtil vi når Mariager Fjord, som vi følger til den gamle cementfabrik, Dania, der blev opført i 1887. Herfra er der kun få kilometer til rutens afslutning i Norup, hvor der er forbindelse til national cykelrute 5.

Rettelse til ruten

Efter Tåstrup mangler et skilt, når man skal dreje nordøst mod Ødum

Seværdigheder

  • Århus
  • Clausholm Slot
  • Det jydske Haveselskab
  • Vorup Enge
  • Randers REgnskov
  • Randers Kunstmuseum og Kulturhistorisk Museum
  • Elvis Unlimited
  • Skalsådalen
  • Mariager
  • Hohøj
  • Dania cementfabrik

Kort over Regional Rute 18: Århus til Norup

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 88 km
Asfalt: 88 km
Grusveje og stier: 0 km

Skriv en kommentar