Regional cykelrute 20 er ikke helt som de andre ruter. Den går ikke fra et sted til et andet sted, men er mere et system af forbundne veje rundt på Skiveegnen. Så inden du sætter dig i sadlen, bør du planlægge, hvad du helst vil se. Denne beskrivelse er ikke udtømmende for alle de vejvalg, du kan tage, men er et forslag til at køre på den del af ruten, der ikke følger andre ruter. En del af den skiltede rute følger nationale cykelrute 2 og 12 nær kysten, så disse strækninger kan du læse mere om under de respektive ruter.
Denne rute er ikke helt som de andre ruter. Den går ikke fra et sted til et andet sted, men er mere et system af forbundne veje rundt på Skiveegnen. Så inden du sætter dig i sadlen, bør du planlægge, hvad du helst vil se. Denne beskrivelse er ikke udtømmende for alle de vejvalg, du kan tage, men er et forslag til at køre på den del af ruten, der ikke følger andre ruter. En del af den skiltede rute følger nationale cykelrute 2 og 12 nær kysten, så disse strækninger kan du læse mere om under de respektive ruter.
Turen kan starte i Skive, som ligger smukt i bunden af Skive Fjord. Ruten følger fjorden det meste af vejen til Højslev Stationsby. I den nordlige del af Skive er der gode bademuligheder i fjorden, og på vejen gennem Skive passerer du den meget velbevarede højskole, Krabbesholm, der er opført i den sidste halvdel af 1500-tallet. Skive byder også på et par museer og Vor Frue Kirke fra 1200-tallet. Når de kulturelle indslag er overstået, kan du følge ruten ud af Skive mod Stoholm.
I Stoholm finder du et skilt mod det første stop, du bør lave. Skiltet viser mod Mønsted Kalkgruber, der er verdens største underjordiske kalkgrube. Der er blevet gravet i kalkgruberne gennem 1000 år. De gamle kalkværksbygninger er istandsat og har en udstilling om kalkgrubernes historie. Hvis du vil se flere kalkgruber, kan du bagefter besøge Daugbjerg Kalkgruber på den anden side af ruten ind mod Daugbjerg. Efter turene i undergrunden kan du komme tættere på skyerne og den friske luft ved den lyngbeklædte Daubjerg Dås, der er en hatteformet moræneknold på 72 meter. Her kan du sætte dig og nyde den gode udsigt over området.
Efter Mønsted går turen videre sydpå gennem Grønhøj, hvor du drejer mod vest og kører tæt forbi Kongenshus Mindepark, der er anlagt til ære for hedens opdyrkere. På vej ned mod mødepladsen er der placeret en række sten med navne på omkring 1400 af hedens opdyrkere. I naturcenteret i mindeparken er der en udstilling om hedens og mindeparkens historie og natur. Ikke langt herfra ligger Sdr. Resen Naturpark, hvor der er to afmærkede vandreruter. Tidligere var området heromkring brunkulslejr, men er nu tilplantet til gavn for forbipassernede, naturelskende cyklister og andet godtfolk.
Mellem Sdr. Resen og Vridsted følger ruten den kønne Karup Å, hvor der burde være gode muligheder for at fange aftensmaden (husk fiskekort). Ved åen er der en fast bestand af oddere. Efter at have krydset landevej 16 tæt på Haderup drejer både åen og ruten mod nord for at fortsætte mod Vridsted. Ikke så langt efter den røde murstenskirke, Trandum Kirke, skal du sørge for at dreje mod vest, hvor du krydser Karup Å og fortsætter mod Sevel. På denne del af strækningen går ruten mellem Flyndersø, der er Danmarks største hedesø, og Stubbergård Sø. Hvis du har mod på lidt opdagelse, kan du følge skiltene lige før Sevel mod en holm i den vestlige del af Stubbergård Sø og se resterne af et benediktiner nonnekloster.
Efter Sevel kan du begynde at følge skiltene mod Hjerl Hede Frilandsmuseum, der rummer et stort antal bygninger fra perioden 1500 til 1900. Fra sidst i juli til midt i augst kommer frilandsmuseet til live, og det er virkelig interessant at følge, hvordan livet har set ud på det tidspunkt. Men husk at sætte god tid af til besøget. Efter et blik tilbage i historien fortsætter ruten mod Ejsingholm, hvor den følges med nationale rute 12 til Lihme. I Lihme kan du tage en lille afstiker til Kås-halvøens enestående landskab med en græshede med 18 gravhøje. Den lille Kås Herregård med sine bindingsværkslænger er også et bsøg værd. I Lihme ligger en stenkirke fra 1100-tallet. Kirken er udsmykket med løve- og dragefigurer.
Drej herefter mod Nr. Lem og op mod Rødding, hvor du kommer tæt forbi Spøttrup Borg. Borgen er fra middelalderen og er omgivet af grave og volde. I borgparken findes et anlæg med en af landets største samlinger af lægeurter. Ikke langt fra borgen ligger den genoprettede Spøttrup Sø, hvor der er et fugletårn, så alle med en kikkert kan nyde det rige fugleliv omkring søen. Fra Rødding kan du skyde genvej mod Krejbjerg, hvor ruten for en kort stund genforenes med national cykelrute 12. Du kan vælge at fortsætte østpå gennem Oddense og Jebjerg mod Grinderslev, hvor byens sognekirke har en lang historie. Oprindeligt var den en del af Grinderslev Kloster, der blev grundlagt i 1175 som Sallings eneste middelalderlige kloster.
Efter Grindslev kører du tæt forbi den genoprettede natur omkring Brokholm Sø, inden ruten igen møder national cykelrute 12 tæt på kysten ved Risgåde Bredning. Læs mere om mulighederne for at komme videre herfra under den nationale cykelrute 12. Det var et forslag til, hvordan du kan køre den regionale cykelrute 20, men med et kort i hånden kan du selv lave dine egne opdagelser på Skive-egnen.
Seværdigheder
- Krabbesholm
- Vor Frue Kirke
- Mønsted Kalkgruber
- Daubjerg Dås
- Kongenshus Mindepark
- Flyndersø
- Stubbergård Sø
- Stubber Kloster
- Hjerl Hede
- Lihme Kirke
- Spøttrup Borg
- Spøttrup Sø
- Grinderslev Kirke
Kort over Regional Rute 20: Skive-egnen rundt
Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.
Distance: 240 km
Asfalt: 240 km
Grusveje og stier: 0 km
Skriv en kommentar