Alhedestien - eller regional cykelrute 21 fra Viborg til Herning - er et sammenhængende stisystem anlagt på den nedlagte Herning-Viborg jernbane.
Du passerer på ruten enkelte stationsbygninger, banevogterhuse, broer og dæmninger, ligesom de gamle kilometersten for hver 200 meter er blevet retablerede.
Jernbanen var i brug omkring 70 år, inden den blev nedlagt i 1978, fordi den ikke kunne konkurrere med biler og busser. Inden da havde jernbanen både transporteret personer og gods.
Indtægterne fra transport af mergel på jernbanen var med at finansiere forvandlingen af heden til frugtbart agerland, og resultatet er tydeligt, når man kører på ruten. Langt det meste af ruten foregår ligesom den andre jernbanestier på mindre cykelstier og grusveje.
Start med at bruge lidt tid i Viborg og besøg bl.a. Viborg Domkirke, hvor Erik Klipping er begravet. Tag derefter ruten ud af Viborg, hvor den følges tæt med den nationale rute 3.
Ruten følger en mindre asfalteret cykelsti gennem Viborg Hedeplantage og Hald Ege Langskov. På nordsiden af Hald sø findes hele tre voldsteder fra middelalderen, som tilsammen giver et godt billede af tidens voldsteder og deres placering i landskabet.
En afstikker fra Alhedestien?
Tæt på Hald Hovedgård skilles den regionale rute 21 fra den nationale rute 3. Vi kan anbefale at fortsætte med den nationale rute 3 for at køre tæt forbi Hald Sø, tage en dukkert og fortsætte gennem Dollerup Bakker. Du kan også vælge at at holde dig til rute 21 og måske lave en kort afstikker fra ruten til Finderup og se det stenkors, der markerer stedet, hvor Erik Klipping blev myrdet i 1286.
Uanset hvilken vej du vælger, kan du svinge et smut ind til Dollerup og besøge Hjørnegaards besøgspark med rhododendronbede og japanske haveafsnit. Lige efter Dollerup i Skelhøje samles de to ruter igen kortvarigt, og turen går nu over Frederiks til Karup med Alheden på den vestlige side af vejen.
Alhedestien fører forbi Alheden
Alheden er et produkt af nogle af de tiltag, man har gjort for at gøre de store arealer til frugtbar landbrugsjord. De første succesfulde hedetilplantninger fandt på kongens ordre sted i 1788, og resultatet kan stadig ses som Stendal, Havredal og Ulvedal Plantager. Tilplantningen af heden tog for alvor fat, da Enrico Dalgas i 1866 stiftede Det Danske Hedeselskab. Heden har imidlertid stadig noget af den oprindelige charme, der bl.a. inspirerede Steen Steensen Blicher meget i sin digtning.
Ved Kølvrå ligger Flyvestation Karup og et militærmuseum, ligesom der er en del tyske krigergrave i området. Kølvrå er en ung by, anlagt i 1950’erne for at skaffe boliger til personalet på Flyvestation Karup. Kølvrå er den første danske by, der er planlagt helt fra bunden. Når du har studeret byplanlægningen lidt, kan du køle hjernen med en tur i friluftsbadet.
Herefter fortsætter du gennem Ilskov og Sunds til Herning. Der er skrevet en god folder om Alheden, hvor du kan finde flere seværdigheder i området, hvis du har mod på at cykle lidt væk fra ruten. Find folderen på nettet eller kontakt et turistbureau for hjælp.
Seværdighed
- Viborg Domkirke
- Finderup
- Hald Hovedgård
- Dollerup Bakker
- Karup Kirke og Helligkilde
- Flymuseet i Karup
- Herning
Kort over Alhedestien
Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.
Distance: 45 km
Asfalt: 45 km
Grusveje og stier: 0 km
Skriv en kommentar