Regional cykelrute 22 går tværs over Djursland og fungerer som en god introduktion til det djurske landskab. Ruten giver også mulighed for at følge mosebrugets historie, løbe sig træt i forlystelserne i Djurs Sommerland og slappe af i små stilfærdige oaser.

Vi starter i Stenvad, hvor der er mulighed for at besøge Stenvad Mosebrugscenter. Centeret viser tørvegravningens og mosebrugets historie. Om sommeren er forskellige aktivitetsværksteder åbne og man kan køre en tur med “Tørvegrisen” på det gamle 2,5 km lange tipvognsspor, der engang forbandt mosen med fabrikken. Midtvejs stopper “grisen” ved en rasteplads, så man kan nyde medbragt mad.

Igen på cyklen passeres Dystrup og Ramten Sø, som er hjemsted for mange ynglende ænder og lappedykkere. Her kan man enten nyde udsigten trillende forbi på cyklen, gøre stop ved de opsatte borde og bænke eller tage en lille gåtur på den anlagte vandresti vest om søerne ud til et fugletårn, hvor man nærmere kan studere områdets rige fugleliv. For de, som går rundt med en lille arkæolog i maven, er der også god mulighed for at udfolde sin interesse, da der i moseområdet øst for Ramten Sø er gjort værdifulde fund fra jernalderen.

Der er dog også grund til at skynde sig videre, for Djurs Sommerland med alle dets lokkende oplevelser og forlystelser ligger kun få kilometer herfra. I Ramten kan man dreje mod Auning og fra Nimtofte drejes nord for at komme til Sommerlandet, som altid vækker glæde. Der kan nemt afsættes en hel dag til et sådant besøg. Midtdjurs byder også på Skandinavisk Dyrepark, som dog ligger en anelse længere fra ruten i Nødager. For at komme hertil drejes mod Kolind i Koed. Herfra køres videre ad landevejen mod Nødager.

Efter disse mere eller mindre turistprægede oplevelser kommer vi forbi den lille Skarresø, som indbyder til et længere, afslappende pust. Søen ligger lige ud til ruten foran en mindre græsplæne, som har tendens til at tiltrække trætte cyklisters rygge efter en lang dag på cyklen. Tag endelig chancen for at nyde den rolige atmosfære omkring søen og de omkringliggende, små gårdhuse, for inden længe fortsætter ruten gennem et skovstykke langs en til tider sandet grussti, som kan udfordre dit tråd og balanceevne.

Grusstien ender omkring Smouen, hvor vi forlader skovens dejlige natur og skyggeområde og igen mærker, hvor hurtigt asfalten sender os afsted. Og på det helt rigtige tidspunkt. På vejen fra Smouen og ind mod Rønde bliver landskabet trættende kuperet, idet vi kører op over den markante bakkebue, der ligger langs den nordlige del af Kalø Vig. Områdets mange gravhøje vidner om en lang historie. På vejen passerer vi et Teddy Museum, som på bestilling arrangerer fremvisninger og fortæller historier, som knytter sig til mussets mange nye og gamle bamser.

Ruten ender neden for bakken i Rønde med god udsigt over Kalø Slotsruin, der nærmere beskrives under national cykelrute 5.

Rettelser til skiltningen

  • Dårlige skiltning på 22 mod Skarresø

Seværdigheder

  • Stenvad Mosebrug
  • Djurs Sommerland
  • Skarresø
  • Kalø Slotsruin

Kort over Regional Rute 22: Stenvad til Rønde

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 28 km
Asfalt: 24 km
Grusveje og stier: 4 km

Skriv en kommentar