Bryrupbanestien er en cykelrute, der fører os behageligt gennem det midtjyske landskab. Ruten kaldes også Naturstien fra Horsens til Silkeborg.

Ruten følger en nedlagt jernbane og er anlagt for cyklister og vandrere. Derfor møder man et minimalt antal bilister og kan nyde de stille omgivelser i fred og ro fra de større vejes larm. Bryrupbanestien er en af Danmarks bedste banestier.

Bryrupbanestien begynder ved Horsens Fjord og følger sydsiden af ferskvandssøen Nørrestrand, som indtil 1915 var en del af fjorden. Fra ruten er der skilte til et fugletårn ved søen, hvor man kan studere søens mere end 200 fuglearter.

På vej ud af Horsens troner det iøjnefaldende Horsens Statsfængsel op på vores venstre side. Der er mulighed for en rigtig interessant rundvisning på fængslets museum. Billetter skal bestilles i forvejen ved henvendelse til Horsens Turistbureau.

En lille cykelsti fører os gennem Horsens Golfklubs velplejede greens, inden ruten et stykke efter krydset med motorvejen fortsætter på Provstlundstien, der starter som skovsti, men senere snævrer ind til et traktorspor og ender som et enkelt spor.

Banestien Bryrupbanestien starter

I Lund kommer vi igen på asfalteret vej, og her begynder den egentlige Bryrupbanesti. Bryrupbanestien er anlagt på den nedlagte jernbanestrækning mellem Horsens og Silkeborg. Dens fortid som jernbane betyder i dag, at stigninger og fald undervejs på ruten er begrænsede, hvilket vi nyder godt af på cykel gennem de kuperede midtjyske områder. Fri for konkurrencen med den motoriserede trafik får man fornemmelsen af at skære sig lige gennem bakkerne.

Kommer man i den rigtige sæson, er der rig mulighed for at fylde munden med kirsebær fra de mange kirsebærtræer, som er spredt over næsten hele ruten. Det kan også betale sig at komme en par stykker i lommerne og skynde sig videre til et af de mange oplagte stoppesteder undervejs.

Allerede lige efter Vestbirk krydser vi en bro over Vestbirksøerne, der er skabt som følge af Vestbirk Vandkraftværks opdæmning af Gudenåen. Kraftværket fungerer nu som arbejdende museum. På søens nærliggende græsplæne er der opsat borde og bænke til dem, som vil nyde medbragt mad og den fine udsigt.

Urup herregård set fra Bryrupbanestien Landskab ved Gudenådalen set fra Bryrupbanestien Overnatningsplads med sheltere ved Lundum langs Bryrupbanestien Den genfundne Bro i maj 2015 på Bryrupbanestien Asfaltsti og ridesti med æbletræer på Bryupbanestien Tidligere Tønning station set fra Bryrupbanestien
Billeder fra Bryrupbanestien taget af Villy Fink Isaksen fra Wikipedia om Naturstien: Horsens-Silkeborg

Ikke mange meter herfra krydser vi Gudenåen igen. Er du allerede oppe i fart, så hold øjnene åbne i de ådalens grønne omgivelser, men tag dig ellers tid til at stoppe op for at nyde roen på dette fredfyldte sted, hvor du på et oplysningsskilt kan læse, at Nordeuropas engang højeste stålgitterbro stadig ligger begravet.

I Brædstrup kan du handle ind til et overdådigt måltid, som kan nydes i den omgivende Ring Skov eller i Brædstrup Park. Både i skoven og i byens park er der opstillet borde og bænke. I dette område er ruten skiltet under navnet “Naturstien”.

Videre gennem det meget naturskønne, midtjyske landskab fører ruten os gennem Bryrup og forbi søerne Kulsø, Kvindsø, Karlsø og Bryrup Langsø, der er alle er beliggende i Bryrupdalen. I sidstnævnte er der bademulighed og ellers findes afmærkede vandreruter omkring Bryrup langsø og Karlsø med flotte udsigtspunkter.

Mellem Bryrup og Vrads fungerer den gamle bane som veteranbane, der om sommeren genoplives for at give turister en god oplevelse af det naturskønne landskab og af den gamle togdrift, mens toget transporterer folk (og deres cykler) mellem de to byer.

Den gamle stationsbygning i Vrads er idag indrettet som restaurant, der tilbyder skiftende sommermenuer eller et koldt glas hvidvin i den hyggelige atmosfære omkring banen.

Vælger man i stedet benenes kraft videre mod Vrads, er det en god ide at have sparet lidt på kræfterne.

Idet vi ikke kører på banen dette lille stykke, støder vi på den midtjyske højderyg, som viser sig fra sin mest brutale side, inden vi igen drejer ind på Bryrupbanestien til en smuk udsigt udover et lille dambrug, der ligger i forbindelse med det flotte landskabsområde omkring Salten Ådalen og Snabegård Plantage.

På dette stykke kører ruten højt i forhold til resten af området, hvilket giver god afstand til at fornemme vidder i den fredede Vrads Sandes klithedeområder.

Området byder også på gode, afmærkede vandreruter i klitlandskabet, hvor tidligere tiders rovdrift på skovene og udpining af jorden fik sandet til at fyge. l 1800-tallet fik man standset sandflugten, og heden bredte sig. Her kan man i øvrigt finde tyttebær, enebær, sortbær og mosebølle og være heldig (men varsom), hvis man ser en hugorm eller stålorm.

Lidt efter lidt lukker træerne sig mere om stien, og vi kører i svalende skygge, inden vi når til den hyggelige Silkeborg by med dens mange cafeer og folkeliv.

Hvor lang er Naturstien fra Horsens til Silkeborg?

Naturstien fra Horsens til Silkeborg er i alt 61 kilometer lang. Naturstien er en del af Bryrupbanestien. Stien følger Gudenåens forløb, og man kommer gennem Bakkelandet nord for Horsens og passerer mange af landets højeste bakker, Søhøjlandet, de dybe skove og mange søer. Naturstien er perfekt egnet som cykelrute, da der er meget få trafikerede steder på ruten.

Folder over Naturstien fra Horsens til Silkeborg

Du kan downloade Naturstyrelsens PDF-folder over Naturstien fra Horsens til Silkeborg.

Overnatning på Bryrupbanestien

Langs Bryrupbanestien er der etableret primitive overnatningspladser og rastepladser med shelters, muldtoiletter og vand. Bl.a. kan du finde shelters ved Vrads Station.

Seværdigheder langs Bryupbanestien og Naturstien

  • Horsens
  • Horsens Statsfængsel
  • Vestbirk Vandkraftværk
  • Ring Skov
  • Bryrup Langsø
  • Veteran Jernabane
  • Silkeborg
  • AQUA Ferskvandsakvarium

Kort over Bryupbanestien

Hvis du gerne vil medbringe et godt cykelkort, når du skal køre ruten, så husk at tjekke vores guide til at vælge det rigtige cykelkort over Danmark.

Distance: 54 km
Asfalt: 54 km
Grusveje og stier: 0 km

Skriv en kommentar